Da jeg mødte mine forældre

Jeg blev født nytårsaften i 1971, men der gik faktisk fire måneder, før jeg mødte mine forældre, da de hentede mig på børnehjemmet i København. Et adoptivbarn er jo per definition et ønskebarn, og Svend og Ruth, der tog mig med den forårsdag i april, er virkelig den slags forældre, ethvert barn må drømme om. Jeg voksede op i trygge og dejlige rammer på vores gård i Vejerslev lidt uden for Bjerringbro. Der var grise, der var frisk luft, der var marker, og de 17 tønder land, som dengang var tilstrækkeligt til at klare sig, var fyldt med omsorg og kærlighed.

Min mor og far opdragede mig med sunde værdier, som jeg er taknemmelig for i dag. De lærte mig at sætte tæring foran næring, at man skal svare enhver sit, og at man skal opføre sig ordentligt. Ja ja, jeg ved godt, at det lyder klichéfyldt. Men det var, hvad mine forældre satte foran alt andet – og det har formet mig lige siden.

Mit første job

Jeg var både stolt og ydmyg, da jeg i 1990 startede i mit toårige uddannelsesforløb i shippingafdelingen hos danske Grundfos. Det var en tid, der gjorde mig klogere. Både på, hvordan erhvervslivet kan bygge bro mellem verdensdele. Men også på, hvor langt man kan nå som virksomhed, når medarbejderne tager hånd om hinanden, og når man er bevidst om sin rolle i samfundet.

Da jeg sidst i juli 1992 var færdigudlært og fik mit bevis (som det ses på billedet), følte jeg mig opløftet. Jeg var gået ind ad døren hos Grundfos med hundredvis af spørgsmål om, hvordan verden uden for lille Danmark hang sammen, og jeg gik derfra med erfaringer, som jeg stadig gør brug af i dag på ministerkontoret.

Forståelsen af at man som virksomhed – eller ministerium – kun kan præstere som et hold, og erkendelsen af, at alle led i kæden er de vigtigste. Alt det har jeg med fra Grundfos. Og jeg bruger rub og stub af mine erfaringer her i Justitsministeriet.

Også af den grund er jeg min fortid i erhvervslivet meget taknemmelig.

Borgmester i Viborg

Jeg blev borgmester på den første dag i 2010, og når jeg husker tilbage på borgmestertiden i Viborg, står perioden som en af de vigtigste i mit liv. Borgmesterjobbet giver om noget en indsigt i, hvad politik i sidste ende betyder for den enkelte borger – både lokalt og nationalt.

Jeg havde mange gode oplevelser i tiden som borgmester. Jeg husker særligt de møder med kommunens borgere, som fyldte 100 år. Det, at høre dem fortælle om det liv, de havde levet, giver en helt særlig forståelse for, hvordan Danmark har forandret sig. Også Dronningens besøg i kommunen betød noget specielt, fordi jeg her fik mulighed for at vise vores dejlige område frem til hende og resten af Danmark.

Borgmestertiden gjorde mig også klogere på, hvor vigtigt et spirende erhvervsliv er for et lokalsamfund. Hvordan kvaliteten i daginstitutionerne, i skolerne, på uddannelserne og i ældreplejen er afgørende for livskvaliteten. Hvor centralt det er, at enhver kan svare sit, så hjælpen fokuseres på de, der vitterlig har behov.

Det er den slags erfaringer, jeg har taget med mig ind på Christiansborg – og siden da har haft stor gavn af. For hvervet som borgmester er et af det mest lærerige i verden. Man lærer, hvor vigtigt det er med et bredt og konstruktivt samarbejde. Man lærer, hvordan det er at sidde for bordenden i en stor organisation. Og så forstår man vigtigheden af, at man altid er i øjenhøjde med sin medborgere. Det er vigtigt som borgmester, og det er vigtigt som justitsminister.

Uanset hvad vi som landspolitikere vedtager på Christiansborg, kommer man ikke udenom, at kommunalpolitikken er hjertet af det danske demokrati. Det er her, vi for alvor kommer hinanden ved. Her vi finder fælles fodslag og fælles udfordringer. Her politik bliver til virkelighed.

Da jeg mødte min bedre halvdel

Det var en varm og smuk juniaften i 2013. Jeg var formand for KL’s internationale udvalg og var i Bruxelles til møde. Da programmet var færdigt, besluttede jeg at tage ud og få en øl. Solen skinnede, og byens centrum var fyldt med mennesker.

Pludseligt, og ud af nærmest ingenting, faldt jeg i snak med Josue. Selv om Josue og jeg aldrig havde mødt hinanden før, var kemien ikke til at tage fejl af. Jeg kan huske, at jeg havde et enkelt visitkort tilbage i lommen, og at jeg nåede at give ham det, før vi gik hver til sit.

Resten er jo historie, som man siger. Men en del af historien vil jeg alligevel gerne fremhæve. For mit første møde med Josues hjemstavn i påsken 2014 var også mit første møde med det helt igennem fantastiske dominikanske folk. Den glæde og positive tilgang til livet findes ikke mange andre steder på kloden.

Siden jeg mødte Josue, er jeg flere gange vendt tilbage til Den Dominikanske Republik. På sin vis er det ikke svært at forstå, at så fantastisk et land har fostret så fantastisk en mand.

Fra Borgmester til Partiformand

Sommeren 2014 tog mit liv en drejning. Jeg blev formand for Det Konservative Folkeparti.

Det var en stor omvæltning i mit liv, som jeg ikke tror, man helt kan forberede sig på. Eksempelvis blev det, at jeg havde en kæreste, der ikke var kvinde, pludselig en landsdækkende nyhed. Og min hverdag blev nu flyttet fra gode, trygge Viborg til medierne og kameraernes konstante søgelys på Christiansborg.

Tiden som formand for de konservative har været hård og spændende. Men det har først og fremmest været et kæmpe privilegium at stå i spidsen for det parti, som mit hjerte i snart 30 år har banket taktfast for.

Da jeg blev justitsminister

November 2016 var måneden, hvor trekløverregeringen blev til virkelighed, og jeg blev justitsminister. Det var startskuddet til VLAK-regeringen, hvor vi konservative fik tre ministerposter og mulighed for at markere os på tre centrale mærkesager: social-, erhvervs-, og retspolitikken. Sidstnævnte med mig som styrmand.

Og jeg skal klart erkende, at det var en af de største dage i mit liv. At stå i front for det danske politi og være forkæmper for danskernes tryghed, er noget af det, der ligger mig allermest på sinde. Hver dag kæmper jeg for, at alle danskere skal føle sig trygge – både i deres eget hjem og i det offentlige rum.